søndag den 5. juli 2015


Mageløse McCartney


Roskilde Festival, Orange Scene, lørdag 4. juli, 2015

Det kræver en kunstner med stort format og stort mod at synge og spille en ganske tyst sang på Roskilde Festivals ikoniske ORANGE SCENE en lørdag aften lige efter kl 23.00. Det format og mod har Paul McCartney. Han gav os sin smukke hyldest "Here today" til sin gamle ven og kollega, John Lennon, i en gribende og hudløs version.

Og i den anden ende af udtryks-skalaen: Veloplagte power-versioner af ”Live and let die” og ”Helter Skelter”. Som begge virkede sprøde og dugfriske i den legende tilgang, McCartney har til dem.

Det er blandt meget andet dét, McCartney kan. Han rummer hele paletten fra det intime til det bragende. Den mest alsidige kunstner, der har stået på Orange Scene i festivallens lange historie.

Af Per Wium, musikjournalist


McCartney er stjerne, levende legende, een af det seneste halve århundredes største sangskrivere.
Og han véd det godt.
Men han er også ”musik-håndværker”.
Han spiller mere end fremragende og han spiller tight. Både på bas (ja, den gode gamle Höfner violinbas), guitar(er) og klaver.
Paul er ikke alene. Han har, siden tilbage mod årtusindskiftet, turneret med et yderst kompetent band af musikere og sangere. Ikke én udskiftning har der været.

Rusty Anderson, guitarer og vokal
Paul Wickens, keyboards og vokal
Brian Ray, guitar, bas og vokal
Abe Laboriel Jr., trommer og vokal

Sikke et band! Sikke fem musikere! Sikke fem SANGERE!
Musikalitet, vellyd, overskud og glæde på én gang.

Pauls vokal

Pauls sangstemme er blevet diskuteret heftigt siden sommeren, 2012, hvor han havde to ikke særlig gode optrædender når det gælder netop vokalen. Og ja, han lød slidt bl.a. ved OL-åbningen i London.

Jeg har det sådan her:
Der er nogle toptoner, McCartney rammer lidt upræcist. De er nogle steder, hvor stemmen er usikker. Disse udgør (anslået) ca én procent af de toner der kommer ud af hans mund i to timer og 45 minutter.
Man kan så vælge at hæfte sig ved – og focusere på – den ene procent. Eller man kan nyde og begejstres over de fremragende 99 procent.
Jeg vælger det sidste :-)

McCartney prøver ikke at skjule noget. Han kaster sig ud i den eksponerede lead i ”Got to get You into my life” og han kaster sig selv og band'et ud i den hundesvære ”Paperback writer”. Oven i købet med en stor melodisk variation i sidste vers.

Han synger med modenhed og skønhed i den tårefremkaldende ”And I love her”. Og med overskud og på-på-mod i den country-inspirerede ”I've just seen a face”.
Og han gav os en uforglemmelig fortolkning af klassikeren ”The long and winding road”.
og jeg kunne blive ved...

Lennon/McCartney – og Harrison

I det tidlige Beatles var Paul og John hinandens største samarbejdspartnere.
I midten af gruppens karriere var de ”konkurrerende partnere”, men stadig med stor, stor gensidig respekt og netop samarbejde.
I det sene Beatles var de uenige om musikken og stilen. De var hinandens modpoler. Dette var én af de vigtigste årsager til at gruppen blev sprængt.
Efter The Beatles måtte Paul ofte stå for skud for Johns ikke altid lige nuancerede udfald mod sin tidligere partner.
Men Paul er ikke den, der bærer nag. Han har valgt at huske de gode sider og det fantastiske samarbejde. Ingen The Beatles uden Paul og John. Dette skrevet i allerstørste respekt for George og Ringo, som begge var ganske uundværlige. Men det var John og Paul, der var (om jeg så må sige) toneangivende.

Paul nyfortolker én af Johns store sange fra ”Sgt. Pepper”-albummet. ”Being for the benefit of Mr. Kite” med cirkus/collage stemningen står stærkt. Paul synger den ikke som John, nej da. Han synger den som Paul – med stor respekt for John.

Pauls varme og intime hyldest/kærligheds-erklæring ”Here today” nævnte jeg allerede i indledningen. Men jeg gør det gerne igen. Vi var flere der græd her.

George Harrison blev også hædret og markeret i aftes. Med Pauls version af den udødelige ”Something”, der starter stille med Paul og ukulelen og som slutter i et sugende crescendo. Og med to-stemmige vokaler af den gåsehuds-fremkaldende slags fra og med andet vers.

Andre højdepunkter – og en enkelt, der smuttede lidt..

En veloplagt ”Good day, sunshine”.
En inciterende og stor-swingende ”We can work it out”.
Eleanor Rigby” - på ”Revolver” med dobbelt strygekvartet. I aftes i smukt keyboard arrangement og med Abe Laboriel fremme ved scenekanten på den kontrapunktiske anden-vokal. Smukt!
Lovely Rita”, som bare bliver bedre og bedre for hver koncert.
"Lady Madonna” med udsøgt klaverspil af Sir Paul. Han leger med akkompagnementet.
Another girl” - skabt da McCartney var 22 år. Og for første gang live denne forsommer. TAK fordi denne også er kommet med!

Let me roll it” plejer at være sættets højdepunkt.
I aftes havde den ikke det bid og den kraft, den ellers har. Måske fordi den lå i starten af koncerten, hvor der ganske enkelt ikke var skruet højt nok op endnu. Men dette blev absolut bedre senere.

Musikerskab

Der var så mange, mange, mange smukke eksempler på stærkt musikerskab og sammenspil i aftes. Vi oplevede fem musikere og sangere, der lytter til hinanden, giver plads for hinanden og agerer i nuet.
Lad mig slutte af med bare én lille observation. Fra slutningen af sidste ekstra-nummer.
Når man spiller levende musik og der er gang i den, kan tempoet godt ryge lidt i vejret. Det skete i guitar-”chase”-stykket i ”The end”.
I break'et op til sang-stykket ”And in the end...” spiller ”Wix” (Paul Wickens) staccato-akkorder på sit klaver. Og han havde mod til at sætte tempoet ca 25 pct. ned lige dér. Fordi han ved at det efterfølgende stykke ikke må forceres i tempo.

Jeg slutter af med at stave til R-E-S-P-E-K-T!






Ingen kommentarer:

Send en kommentar